35 stemmeberettigede var mødt op eller havde givet fuldmagt til generalforsamling 9. marts 2026 i Valgmenighedens Hus
Referat af generalforsamlingen 2026
Klik her for at hente det samlede referat i printervenligt pdf-format (åbner i nyt vindue).
1. Valg af dirigent
Heine Madsen, Ydunsvej 29, blev valgt.
2. Optælling af stemmeberettigede
35 stemmeberettigede.
3. Valg af stemmetællere
Eva Nissen og Jette Okkerstrøm blev valgt.
4. Formandens beretning
Formand Thomas Maxe fremlagde beretning for 2025.
Nedenstående er kopi af manuskriptet. “Det talte ord gælder":
Efter lang og forgæves kamp for at få TDC til at tilbyde os fiber-bredbånd, så kom der pludselig et godt tilbud fra Jysk Energi. De havde – med hjælp fra statens pulje for bredbånd – et tilbud, der var svært at sige nej til: Gratis fiberkabel. Og så var der ikke engang krav om, at man skulle købe noget.
Der var en del bøvl forbundet med gravearbejdet. Men det fik jo ende igen, og mon ikke den digitale opgradering har bidraget til at gøre vores huse endnu mere attraktive for både ejere og lejere?
Apropos gravearbejde, så benyttede vi chancen, da vejene alligevel var gravet op. Vi fik udbedret nogle af vejbrøndene, så regnvand kan ledes sikkert væk fra overfladen. Det har sparet nogle penge, at vi fik det fixet på én gang – og den gode nyhed er, at brøndene var i bedre stand end frygtet, og dermed var udgiften også mere overkommelig.
Efter gravearbejdet blev der bestilt sandsugning. Især fiber-gravearbejdet havde sendt temmelig meget sand, grus og asfalt-klumper ned i vores vejbrønde, men alt skulle være renset og i orden nu.
Fiber-gravefolkene kommer igen, når der er gået cirka et år, for at lægge det færdige slidlag på den asfalt, som har været gravet op.
Fiber-netværk binder folk sammen. Det gør gode nyheder også.
I sensommeren blev vi kontaktet af Bolius Magasinet – et gratis magasin udgivet af Realdania. De udgav et temanummer om hjemmeberedskab og ”prepping” og valgte i den forbindelse at fortælle om vores lokale beredskabsplan – som i øvrigt kan læses på ejerlaugets hjemmeside: www.baldersvej-ydunsvej.dk.
Artiklen blev læst af TV MidtVest, som lavede et tv-indslag, og få dage efter måtte formanden afsted til København for at medvirke ”live” hos både TV2/News og TV2’s Go’ Morgen Danmark.
Og her få uger før generalforsamlingen var der bud efter os igen, da TV2/Nyhedernes redaktion i Odense sendte et nyt kamerahold for at fortælle om, hvor flinke vi er til at passe på hinanden i Holstebro.
Vores lokale beredskabsplan er først og fremmest et løfte om, at den tryghed og omsorg og det gode naboskab, som vi har opbygget i fællesskab, skal bestå – også hvis krisen kommer.
Det initiativ har vi fået meget ros for i hele landet, lige fra statslige styrelser for kriseberedskab til forskere og grundejerforeninger rundt i hele landet, som har kontaktet os for at få tips til at gøre det samme.
Måske er det vores gode naboskab, der gør, at vi gerne vil bo – og blive – her? I hvert fald kan vi konstatere, at der for første gang i flere år ikke er ét eneste hus til salg på hverken Baldersvej eller Ydunsvej.
Nu er det jo ikke fryd og gammen det hele.
Hen over sommeren har der på vores fællesareal været en hel del larm, høje råb, pjat, grin, musik og sang for fuld udblæsning, og i nogle tilfælde også udskænkning af alkohol og sågar ildspåsættelse.
Det er naturligvis Sankt Hans-fejringen, vi taler om her, hvis nogen skulle være i tvivl.
Vi kunne også tilføje vores hyggelige kaffemøder og petanque-spillet. Det har alt sammen skabt liv og glæde – og mange tak til jer, som sætter tingene i gang og hjælper med det praktiske.
Vores fællesareal er ikke hegnet ind. Alle kan gå ind, også forbipasserende, som ikke bor her.
Det mærkede vi for et par år siden, hvor udefrakommende unge ofte festede med højlydt musik, druk og tisseri i buskene. Men det fik vi sat en stopper for med en vedholdende og målrettet indsats i samråd med kommunens SSP-konsulenter. SSP er samarbejdet mellem Socialforvaltning, Skole og Politi.
I sommeren 2025 var der en del besøg fra en lille gruppe af store børn / unge, som havde taget ophold på fællesarealet. Der var hverken fest eller druk, men de unge manglede et sted at mødes for at snakke, grine, pjatte og høre musik. De var ”ufarlige”, men i perioder meget livlige, og det gav anledning til en del samtaler, også internt i ejerlauget om, hvordan vi bør håndtere unge gæster.
Vores strategi over for de unge er nøje afstemt med SSP-konsulenterne, som har skamrost vores tilgang. SSP’s erfaringer er tydelige: Hvis man kører en hård linje med at skælde ud og jage de unge væk, så vil man opleve, at ”tryk avler modtryk”, og det kan få konflikter til at eskalere, øge risiko for hærværk osv.
Derfor gør vi ifølge SSP det helt rigtige ved at møde de unge med venlighed, omsorg og interesse – og ved at indgå klare aftaler om god opførsel og samtidig aftale konsekvenser, hvis aftalerne bliver brudt.
Også i år vil bestyrelsen sammen med andre gode naboer gå i dialog med gæster på fællesarealet. Vi forventer, at de gode takter fortsætter, og ellers har vi et stående tilbud fra SSP-konsulenterne om assistance, hvis vi mod forventning skulle få brug for det.
Vi håber på en fredelig og varm sommer. Og så kan vi måske i stedet bruge kræfter på en konstruktiv debat om, hvad vi skal stille op med vores gamle legeplads. Og vi bliver måske også klogere på vores hængeparti med staten, som havde varslet opkrævning af ejendomsskat for fællesarealet.
Ejendomsvurderingen af fællesarealerne blev – igen – forsinket, og vi har stadig ikke hørt nyt. Så snart der er relevant nyt, vil vi informere om det via brev til alle medlemmer.
Til sidst blot en tak til gode naboer, aktive frivillige og en særlig tak til Karen Søndergaard, som har taget en tørn i bestyrelsen, hvor vi har nydt godt af både konstruktive bidrag til arbejdet, godt humør og god mad, når vi har afviklet møder fire gange om året. Karen har ønsket at blive afløst, så: Tak for indsatsen.
Og tak for ordet.
DEBAT som opfølgning på beretningen:
5. Fremlæggelse af revideret regnskab
Se regnskabet i det samlede, indscannede regnskab – Link findes under øverste punkt.
Kassereren fremlagde regnskabet
Gennemgik indtægter og udgifter.
Årets resultat var et lille underskud (primært som følge af ekstraordinære omkostninger til nedtagning af legepladsudstyr, der var dumpet et sikkerhedseftersyn).
Resultat: – 5.850,02 kr.
Balance: 156.124,03 kr.
Regnskabet blev godkendt – med undtagelse af beboeren på Baldersvej 8, som ikke kunne godkende regnskabet (se bemærkninger under debatten vedr. formandens beretning)
6. Kontingent
Indstilling om uændret kontingent: 800 kr./halvår.
Forventet resultat: + 29.050,- kr.
Debat:
Hvad er de 65.000,- kr.
når nu legepladsen er sløjfet?
Svar fra kasseren: Det er til havearbejde inkl. de vilde bede.
Uændret kontingent vedtaget.
7. Indkomne forslag
Tre forslag – se hele teksten i det fulde referat (link til pdf-fil øverst på denne side)
Forslag 1:
Der er en lille håndfuld, der ikke er tilmeldt betalingsservice. Forslaget giver kassereren mulighed for at sende en rykker ved manglende betaling.
FORSLAG 1 VEDTAGET: Kassereren kan fremover sende en rykker med gebyr ved manglende betaling.
Forslag 2:
Legepladsen er ikke indhegnet og derfor offentlig og dermed pålagt en del sikkerhedsbestemmelser.
B35: At investere 300.000,- kr. er galimatias – derfor forslag 3.
Y21:Det er ærgerligt, at der ikke er en legeplads. Det er en nedgradering – et generationstyveri.
B16: Er der andre steder, vi kan sammenligne os med? Hvor mange benytter legepladsen?
Thomas: Der er sikkert ikke mange herboende, der benytter pladsen p.t. Men lidt besøgende.
Y9: Legepladsen benyttes nærmest ikke. Tvivler på, at 300.000,- kan gøre det.
Y40: En legeplads er dyr, men der er også virkelig mange penge at hente i fonde. Vi kan se i regnskabet, at der ikke er penge til det.
Y16: Savner den til børnebørn.
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer
Kasserer Henrik Fastergaard (B37) blev genvalgt.
Karen Søndergaard (Y11) ønskede ikke genvalgt.
Nyt bestyrelsesmedlem er Maiken Rosenkrands Nielsen (Y21).
9. Valg af suppleanter
Monika Nielsen (Y34) blev valgt som suppleant til bestyrelsen.
10. Valg af revisor
Niels Lillelund Sørensen (Y42) blev genvalgt.
11. Valg af revisorsuppleant
Ingen valg i år.
12. Eventuelt
Y42: Skal vi ikke lave et udvalg til at arbejde med legepladsen, ellers går der nemt et år?
Thomas: De, der har ytret mest omkring legepladsen er ikke til stede i aften. Jeg vil gerne have dem med på banen.
Sæt X i kalenderen:
– 20. maj kl. 14.00 – sæsonstart for petanque
– 23. maj kl. 10.00 – hygge på fællesarealet.
– 23. juni kl. 19.30 – Sct. Hans
– 8. marts 2027 kl. 19.00 – generalforsamling
Thomas: Tak for fremmødet. Det er godt, at selv om vi ikke er enige, kan vi altid snakke om det. Tak for en god aften.
Vi ses næste år: 8. marts 2027 kl. 19 i Valgmenighedens Hus