Generalforsamling 2024

33 stemmeberettigede var mødt op eller havde givet fuldmagt til generalforsamling 18. marts 2024 i Trivselshuset

1. Valg af dirigent

Peter Nissen, Baldersvej 35, blev valgt.

2. Optælling af stemmeberettigede

33 stemmeberettigede inkl. fuldmagter.

3. Valg af stemmetællere

Eva Nissen og Jytte Pedersen blev valgt.

4. Formandens beretning

Thomas Maxe fremlagde sin beretning, som er gengivet herunder (Der kan være små afvigelser fra manuskriptet, derfor : “Det talte ord gælder").

EFTER fremlægning af beretningen nævnte Bess, som bor Ydunsvej 1, at hun ofte må samle henkastede flasker op efter ungdomsfester på fællesarealet. Hun efterspørger en fælles flaskecontainer.
En anden mødedeltager tilslutter sig og nævner, at der også i området på/nær Sortestien henkastes mange flasker.

Thomas takkede dem, der hjælper med at rydde op og håber, at et pænt område vil animere efterfølgende gæster til at holde området pænt. Bestyrelsen vil kigge nærmere på forslaget om en flaskecontainer.

BESTYRELSENS BERETNING FOR 2023:

Året 2023
har været præget af en del udskiftninger blandt beboerne: Huse er blevet
handlet, og lejere er skiftet rundt, så vi har fået en del nye naboer – og
flere huse har gennemgået en flot renovering.

Ellers har
det været et meget roligt og udramatisk år for ejerlauget, og bestyrelsen har
indtryk af, at vi har et godt og fredeligt naboskab med hinanden.

Det gode
naboskab er godt hjulpet af en aktiv indsats fra nogle af jer – og her vil vi
gerne fremhæve Lene, som har arrangeret sommergymnastik på plænen, og Heine,
som har været initiativtager i forhold til at samle naboer på plænen til
petanque-spil og uformelle hyggestunder med kaffe og medbragt mad.

Der har
været flot opbakning til arrangementerne på plænen i det forgangne år. Bortset
fra Sankt Hans-fejringen, som kostede lidt håndører til øl, vand og pølser, så
er de mange aktiviteter faktisk ikke noget, der koster penge for foreningen.

Det kræver
først og fremmest tid, som er blevet vore dages mest kostbare valuta – og
erfaringen er altså, at vi faktisk gerne vil afsætte tid til hyggeligt samvær
med naboerne, når blot nogen går foran og rækker hånden ud for at invitere
andre naboer med. Tak for at puffe til os, så vi kommer lidt mere ud af huset
og husker at tale med hinanden.

Apropos
vores fællesareal, så har vi haft en skuffende sæson med vores vilde
blomstereng. Vejret bød på skiftevis silende regn og tørke, og det har
formentlig været årsagen til, at blomsterbedene var knap så prangende sidste
sommer.

I dette
forår bliver bedene fræset og nysået med friske blomsterfrø – det bliver en
fast rytme hvert andet år – og så ser vi frem til, at det igen summer af sol
over enge.

For at
spare penge har vi besluttet selv at leje en kraftig havefræser en weekend i
foråret og så gi’ den gas i blomsterbedene med brug af frivillig arbejdskraft.
Det vil kunne spare mange penge, og sammenlagt har vi anslået, at blomsterengen
kan vedligeholdes for cirka 2/3 af, hvad vi troede, det skulle koste.

Og når vi
er ved pengene: Brugen af Betalingsservice har også vist sig at være billigere
end oprindeligt anslået, især fordi en meget høj andel af medlemmerne har
tilsluttet sig automatisk, elektronisk betaling, som er noget billigere end at
sende rudekuverter med posten.

Desværre
har vi så til gengæld fået et par småudgifter, som vi gerne havde været fri
for: I sommerens løb har vi tre gange oplevet hærværk på fællesarealet: Der er
blevet tegnet på vores nyindkøbte bord/bænkesæt, et skilt er blevet ødelagt, og
vippen er knækket.

Det er ikke
store udgifter, målt i kroner/ører, men det er unødvendige udgifter og træls
ekstraarbejde.

Generelt
har det ellers været et roligt år i forhold til ungdomsfester på fællesarealet,
mens vi har kunnet læse i avisen, at andre områder i byen har oplevet en del
uro med druk, larm og sågar slagsmål.

Roen i
vores område kan vi blandt andet takke Heine for: Han har været flink til at
spotte, når vi får gæster og har opsøgt dem for at hilse på og indgå aftaler
om, hvornår vi gerne vil have ro og så videre.

Indsatsen
er foregået i tæt koordination med formanden, som også selv har været på plænen
et par sommeraftener for at hilse på gæster. Bestyrelsen har – i samråd med
Heine – lagt en linje, hvor vi byder de unge hjerteligt velkommen som gæster i
vores kvarter. De må også gerne høre musik og drikke en pilsner, men de må ikke
skabe utryghed. Og overholder de ikke aftalerne, bliver de bedt om at gå.

Det er
bestyrelsens opfattelse, at man – blandt andet takket være denne forebyggende
indsats i sommerhalvåret – helt trygt kan færdes i vores kvarter både dag,
aften og nat. Sådan skal det også være.

Skulle
nogen alligevel føle sig utryg, så tal med naboerne eller ring til formanden,
og så kigger vi på det.

Hvis nogen
er ked af ungdomsfester på plænen om sommeren, så ville en nem løsning i øvrigt
være, at vi selv blev bedre til at sætte os ved bordene og skabe mere liv på
fællesarealet.

Vi kunne
sikkert få en hyggelig sommeraften med en kop kaffe eller et glas rødvin og
Birthe Kjærs ”Vi maler byen rød” for fuld udblæsning på medbragt højttaler.
Hvis de unge kan, så kan vi vel også..?!

Har du gode
idéer til initiativer, der kan styrke det gode naboskab, så tøv ikke med at
kontakte bestyrelsen.

Tak for et
godt år – og med ønsket om mange gode år endnu.


bestyrelsens vegne

Thomas Maxe
formand for Ejerlauget Baldersvej-Ydunsvej

5. Fremlæggelse af revideret regnskab

Thomas
gennemgik i kassererens fravær. Det reviderede regnskab fremgår af det samlede referat, som kan læses i printervenligt pdf-format ved at KLIKKE HER.

UDGIFTER TIL LEGEPLADS:

 Ydunsvej 1:
Skal der forsat bruges penge på vedligehold af legeredskaber? Hellere indkøbe
flere bord-/bænkesæt.

Peter
Nissen: Det blev diskuteret sidste år, og det blev vedtaget, at vi
vedligeholder.

UDGIFTER TIL ADVOKATBISTAND I FORBINDELSE MED TINGLYSNING:

Baldersvej 8
bragte en sag fra generalforsamlingen i 2022 på bane, vedr. kloakering. På
mødet dengang blev det vedtaget, at foreningen kollektivt skulle hjælpe med at
dække udgifter for beboere i uskiftet bo – et helt afgørende nødvendigt skridt
for at kunne få afsluttet tinglysning af den nye kloakservitut, som præciserer,
at Vestforsyning ejer kloakledningerne og skal betale for vedligeholdelsen.

Medlemmet
klagede i 2022 over, at han fandt, at forslaget var i strid med vedtægternes
formålsparagraf (§5). Det blev afvist med henvisning til vedtægternes §23, som
giver foreningen lov til at bruge penge på andre end de i §5 beskrevne sager,
såfremt det er godkendt af generalforsamlingen. Forslaget blev i 2022 vedtaget
med stort flertal, og det efterfølgende budget og reviderede regnskab er siden
godkendt, både i 2022 og 2023.

Siden
2022 har medlemmet igen og igen bragt sagen på bane i håb om at få omgjort
beslutningen, og altså nu med en teknisk detalje om, at det daværende
2022-forslag ved en procedurefejl ikke var blevet distribueret til medlemmerne
senest syv dage før generalforsamlingen (§9 i vedtægterne), og medlemmet
forlanger derfor, at forslaget genfremsættes til fornyet behandling.

Medlemmet
bekræftede på 2024-generalforsamlingen, at en sådan (gen-)fremsættelse på af
det oprindelige forslag på generalforsamlingen i 2025 vil kunne stille ham
tilfreds, så vi forhåbentlig kan lægge sagen bag os.


2024-generalforsamlingen spurgte medlemmet ved samme lejlighed om, hvor meget
beslutningen fra 2022 har kostet foreningen. Da kassereren havde lovligt
fravær, og formanden var uforberedt på detaljerede spørgsmål om enkelte bilag
fra et to år gammelt, for længst godkendt regnskab, kunne spørgsmålet desværre ikke
besvares på mødet.

NOTE:
Efter generalforsamlingen har formanden undersøgt sagen nærmere: I 2021 og 2022
har vi betalt i alt 56.625 kr. til Leoni Advokater (gennemsnitligt 650,86 kr.
pr. ejendom) for bistand i sagen om den formelle overdragelse af ejerskabet til
kloakledningerne – her af er 11.375 kr. brugt til at hjælpe med tinglysning af
uskiftet bo for i alt fem ejendomme.

Det
svarer til, at hver ejendom i ejerlauget har betalt gennemsnitligt 130 kroner
og 75 øre for advokathjælp til vore fem naboer, så sagen kunne afsluttes, og vi
alle sammen kunne slippe for udgifter i størrelsesordenen 100.000 kroner til
selv at skulle betale for kloakrenovering.

FORSLAG OM PLÆNEROBOTTER:

 B20+22+23:
Ang. udgiften til det grønne område: de budgetterede 75.000 – er det både drift
og indkøb. Er det i øvrigt ikke lidt dyrt? Hvad med plænerobotter?

Thomas:
Tilbud fra Hede Danmark og det fås ikke billigere. Vi skal have en aftale, som
vi kan regne med. Men vi vil gerne undersøge, hvad det vil koste at installere
plænerobotter.

 Note:
Formanden har efter generalforsamlingen kigget nærmere på sagen: For det første
er det vigtigt at slå fast, at udgiften i budgettet foruden græsklipning mv.
også omfatter blomsterbede, indkøb/vedligeholdelse af legeplads, bord-bænkesæt
 mv. medtaget.

 Den
nugældende serviceaftale med Hede Danmark omfatter helt nøjagtigt:

·   · Græsklipning 20-22 gange årligt

– ·  Efterklipning omkring inventar mv. 12 gange
årligt.

– ·  Kemisk ukrudsbekæmpelse 4 gange årligt.

– ·  Klipning af hække og bøgepur 1 gang årligt.
I forbindelse hermed beskæres Cotoneaster som vokser ind mod Rhododendron.

 -·  Beplantning, som vokset på rionet hegn
beskæres 2 gange årligt.

 – Den årlige udgift til denne ”basispleje” er på knap 45.000 kr. Cirka hvert
andet år tilkøber vi ekstra ydelser for ca. 12-15.000 kr. hos HedeDanmark,
f.eks. beskæring af træer og buske efter behov.

Den
første forudsætning for at kunne få plænerobotter er, at der skal etableres en helt
ny el-installation med ejerlauget som ny (erhvervs-)kunde hos elselskabet.
Tilslutningsafgiften er på lidt over 22.000 kroner. En professionel plænerobot til
store græsplæner koster cirka 25.000 kroner, og vi skal formentlig bruge mindst
to.


Dertil kommer startomkostninger til etablering af strøm og opsætning af
robotterne. Især el-arbejdet kan blive meget dyrt, da den nye el-installation
formentlig vil kræve, at vi får opført et helt nyt (aflåst) ”teknikhus/skab”
med en el-tavle, HPFI-afbryder, sikringer osv., så el-selskabet har et sted at
tilslutte det nye el-kabel.

Den
løbende driftsudgift omfatter service og strømforbrug, anslået 3-5000 kr./år.
Og nok så vigtigt: Nogen skal varetage opgaven med at føre tilsyn med robotterne
og hente og bringe dem til service og evt. reparation, med mindre vi vil betale
serviceleverandøren for det.

 Bestyrelsen
takker for forslaget og har sympati for tanken om at passe fællesarealet
billigst muligt, men vurderer, at tilbagebetalingstiden på investeringen i
plænerobotter bliver uoverskueligt lang (formentlig 10 år eller længere). Hvis
nogen ønsker at arbejde videre med forslaget – fremskaffe priser og regne på et
projekt, som ser bedre og billigere ud, vil bestyrelsen meget gerne se på det.

 Regnskabet
blev godkendt.

6. Kontingent

Thomas
orienterede om kommende ejendomsskat af fællesarealet. Da vi ikke er underlagt
en lokalplan, kan vi risikere at vores 8.000m2 har en gennemsnitlig grundværdi
på 8,5 mio. worst case skal vi betale 100.000 kr. om året. Sker det, bliver vi
nødt til at hæve kontingentet.

Vi
kan A) sælge grunden. Eller B) få sat gang i en politisk behandling og få lavet
en lokalplan, hvor arealet bliver registreret som rekreativt område og dermed
slippe med 1/10.

Vi
bliver muligvis klogere til efteråret, hvor Vurderingsstyrelsen efter sigende
vil være klar med nye ejendomsvurderinger af fællesarealer. Medlemmerne bliver
orienteret, hvis bestyrelsen hører nyt.

 Uændret
kontingent vedtaget.

7. Indkomne forslag

1 Bestyrelsens
forslag: Stop for blomsterbuketter til nye naboer

Der
har været et vist ”generationsskift” de senere år og i takt med, at flere og
flere huse er blevet ændret til udlejningsejendomme, er antallet af
udskiftninger i beboerkredsen også steget. Set over årenen 2023-2024 ser det ud
til, at der vil blive afleveret ca. 15 buketter til nye naboer.

 Det
er forbundet med en del besvær for bestyrelsen at holde overblik over
ind-/udflytning, og det giver især en del praktiske problemer at finde ud af,
hvornår der er nogen hjemme til at tage mod blomster.

 Bestyrelsen
anbefaler derfor et ”ja” til dette spørgsmål:

”Skal
generalforsamlingen stoppe den nugældende praksis med, at foreningen giver en
blomst til nye naboer og i stedet opfordre de nærmeste naboer, f.eks. på stikvejen,
til selv at samle ind til en buket eller på andre måder byde nye naboer
velkommen?”

 Forslaget
vedtaget.

2 Bestyrelsens
forslag: Spørgsmål om deltagelse på generalforsamling

I
takt med, at flere og flere bor til leje i området har nogle medlemmer ønsket,
at lejere skal inviteres med på årets generalforsamling – dels for hyggens
skyld, dels for at kunne lytte med på debatten om, hvad der rører sig i
kvarteret. Hidtil har lejere kun kunnet deltage, hvis de blev udstyret med en
fuldmagt fra ejendommens ejer.

 Begrundelsen
for den hidtidige praksis med at afvise lejere har været, at ejerlauget
principielt er en ejerforening, og at der er udgifter forbundet med
forplejning. Vi kan jf. vedtægterne ikke afholde udgifter uden, at det er
godkendt af generalforsamlingen.

 Bestyrelsen
vurderer, at det ikke vil være noget stort problem at holde styr på, hvem der i
givet fald er stemmeberettiget, hvis lejere evt. inviteres med til
generalforsamlingen.

 Bestyrelsen
har ikke nogen forhåndsindstilling til spørgsmålet, men beder deltagerne på
generalforsamlingen om at stemme ”ja” eller ”nej” til dette spørgsmål:

 ”Skal
vi fremover (gældende fra 2025 og fremefter) invitere lejere (højst to personer
fra husstanden) med fast adresse på Baldersvej-Ydunsvej med til generalforsamling,
dog med den begrænsning, at lejere ikke kan deltage i afstemninger?”

 Y15:
Kræver vedtægtsændring med alt hvad det indebærer af advokater og godkendelse
hos kommunen, en urafstemning m.v.

Indlæg
for og imod.

 Afstemning:

For:
14

Imod:
8

Hverken
eller: 11

Debatten
fortsatte.

Thomas:
Ellers henvises til vedtægternes §2.

Forslaget
vedtaget.

8. Valg af bestyrelsesmedlemmer

Henrik
Fastergaard (B37) genvalgt.

Karen
Søndergaard (Y11) genvalgt.

9. Valg af suppleanter

Nikolaj
Brink (Y44) genvalgt.

10. Valg af revisor

Niels
Jørgen Lillelund (Y42) nyvalgt.

11. Valg af revisorsuppleant

Niels Lillelund Sørensen, Ydunsvej 42, blev valgt uden modkandidater.

12. Eventuelt

Grundskyldsproblematikken:
man bør indgive kollektiv indsigelse (om muligt) om, at vores grundskyld skulle
være lavere, da vi ikke har samme muligheder for ændringer som fx Odinsvej.

 Tak
til formanden for gode og informative beskeder på Facebook.

Vurderingerne
er ens på trods af forskellige grundstørrelser. Var det en ide at få et samlet
overblik over grundskyld på samtlige matrikler?

 Opfordring
til at give førstehjælp til rododendron på fællesarealet. Fjern den aggressive
klematis!

 Ordstyreren
erklærede generalforsamlingen for afsluttet.