Balder dræbes af misteltenen (illustration fra islandsk manuskript – Foto: Wikipedia)
Husene på Baldersvej og Ydunsvej blev opført af Boligselskabet Sct. Jørgen i 1960’erne og ligger midt i et kvarter med veje, der er opkaldt efter figurer fra den nordiske mytologi:
- Thor
- Odin
- Freja
- Balder
- Ydun
- Heimdal
- Ægir
- Vølund
- osv.
Herunder kan du læse lidt om Balder og Ydun. Før musen over tekstboksen for at skifte mellem de to guder.
Balder
Balder omtales i den nordiske mytologi som den smukkeste af alle aser og søn af gudernes konge Odin og Frigg. Balder bliver almindeligvis beskrevet som retfærdighedens gud i religionshistorien. Myten om Balders død er blandt de mest kendte i nordisk mytologi, og den genfortælles eller refereres i flere andre fortællinger. I myten bliver Balder dræbt af et skud fra Høder med en mistelten. Hans mor havde ellers taget alt i verden i ed, så de lovede aldrig at skade ham. Kun misteltenen havde hun fundet så undselig, at hun ikke fandt det nødvendigt at tage den i ed.
Ydun
Ydun (eller ”Idun”, som hun også kaldes) er den nordiske gudinde, der forvalter de guldæbler, som giver aserne evig ungdom. Ydun er gift med Brage. I myten om Tjasse fortælles det i Snorres Edda, hvordan jætten Tjasse med Lokes hjælp bortfører Idun og hendes æbler. Aserne ældes, men æblerne kommer tilbage til Asgård, og Tjasse dræbes. Idun er ungdoms- og kærlighedsgudinde. I eddadigtet Lokasenna kalder Loke hende den mest mandgale blandt kvinder; hun har tilmed sovet med sin brors morder, påstår Loke. (Kilde: Finn Stefánsson : ”Idun i Nordisk Mytologi”, 2. udg. 2009, Gyldendal)
Området i dag

Der er ikke mange vikinger og barbariske guder tilbage i Holstebro, heller ikke på Baldersvej og Ydunsvej, som er placeret i Nørrelands Sogn – ganske tæt på Nørrelandskirken, hvor det karakteristiske klokketårn spiller for os hver dag.
Klokketårnet står ved p-pladsen ved Nørrelandscentret, som tidligere var et større butikscenter med kiosk, bager, posthus, bank, frisørsalon osv.
I dag er der et Rema 1000-supermarked, en bodega, et solcenter og et bingocenter.
Nærmeste tankstation er Circle K (tidl. Statoil) på Nørrebrogade. Kiosken har døgnåbent. Der er også mulighed for bilvask.
Holstebro by har to apoteker, som må udlevere receptpligtig medicin: Holstebro Løveapotek på Store Torv og Holstebro Svane Apotek i Nørregade (begge ligger i gågaden). Uden for normal åbningstid er der en vagtordning, som du kan læse mere om på Region Midtjyllands hjemmeside.