31 stemmeberettigede var mødt op eller havde givet fuldmagt til generalforsamling 10. marts 2025 i Valgmenighedens Hus
Referat af generalforsamlingen 2025
Klik her for at hente det samlede referat i printervenligt pdf-format (åbner i nyt vindue).
1. Valg af dirigent
Heine Madsen, Ydunsvej 29, blev valgt.
2. Optælling af stemmeberettigede
31 stemmeberettigede.
3. Valg af stemmetællere
Eva Nissen og Torben Møller blev valgt.
4. Formandens beretning
Thomas Maxe fremlagde sin beretning, som er gengivet herunder (Der kan være små afvigelser fra manuskriptet, derfor : “Det talte ord gælder").
Dirigenten resumerede og samlede op.
Spørgsmål om de natlige fester på fællesområdet.
– Det er væsentligt aftaget – faktisk kun en enkelt episode sidste år.
Y42: Ang. vejriste: Er der nogen tidshorisont?
– Vi rykker for igangsætning.
Y42: Fibernet: Skydes ind til husene eller graves ind?
– Thomas har deltaget ved forberedende møde. Kommunen har forbudt at skyde eller grave ind gennem forhaverne. Så ca. 30 cm fra kantstenen vil der blive gravet langs stikvejen – hvordan de derfra kommer ind til husene svæver lidt i det uvisse. Men de har pligt til at reetablere, hvor de graver. Kontakt selskabet, hvis I har ønsker eller spørgsmål.
BESTYRELSENS BERETNING FOR 2024:
Når man åbner for sit tv eller læser avisen i disse tider, kunne man få indtryk af, at vi er ”kringsatt af fiender”, som Nordahl Grieg skrev i sit digt i 1936 som reaktion på den spirende fascisme i Europa.
Allerede sidste år blev tidernes alvor ridset op, da myndighederne rådede danskerne til at etablere et nødforråd, så vi kan klare os selv i op til tre døgn i tilfælde af krise. Vi supplerede med en beredskabsplan for ejerlauget.
Vi har ikke brugt mange timer på beredskabsplanen – og det skal I heller ikke. Der er ikke grund til at frygte, at russerne kommer i nær fremtid. Men nu har vi en plan for, hvordan vi kan organisere nabohjælpen, så myndighederne i evt. krisesituationer kan bruge kræfterne på at hjælpe andre steder i byen.
Vores beredskabsplan vakte interesse hos Danmarks Radio, som bragte et indslag i DR P4 Midt & Vest. Og sandelig om ikke, vores kvarter kom i både avisen og radioen endnu engang. Det var i anledning af, at Holstebro Museum var på besøg for at kortlægge en gammel pansergrav, der blev etableret af tyskerne under 2. Verdenskrig i håb om at holde Montgomery fra døren.
Ikke mere snak om krig, for ”vi vil fred her til lands” – som vi sang ved Sankt Hans-bålet på fællesarealet. Det blev en stor succes med cirka 60 deltagere.
Også petanque-spillet er blomstret, og vi har oplevet stor opbakning til de uformelle kaffe-sammenkomster i den lune årstid. Vi glæder os til, at vejret igen bliver godt – og husk, at alle må bruge arealerne, både petanquebanen og borde/bænkesættene. Man kan jo evt. lægge et opslag i vores Facebook-gruppe, hvis man savner selskab til hygge ved grillen, et slag kort rundt om bordet eller bare en kop kaffe.
Apropos borde og bænke, så fik vi indkøbt det sidste sæt, så inventaret nu er skiftet til vedligeholdelsesfri materialer. Samtidig fik vi udbedret vippen på legepladsen – endda to gange, fordi det første forsøg ikke holdt. Det er også fixet nu – og testet meget grundigt!
De vilde blomsterbede sprang også ud – til sidst. Udbyttet blev desværre lidt pauvert i forhold til, hvad vi havde håbet og forventet. Derfor pønser bestyrelsen på, at vi i år skal alliere os med en anlægsgartner.
Havearbejde medfører haveaffald, og vi prøvede noget nyt: Vi låste op og satte en plade for låsen, så rummet nu er permanent oplåst. Det har vist sig at være helt uproblematisk.
Der er dog nogen, som har efterladt plastiksække i affaldsrummet. Vi formoder, at det skyldes ukendskab til reglerne, så husk: Der må IKKE efterlades plast – kun helt rent haveaffald.
Sommeren var ikke den bedste vejrmæssigt. Det var nærmest efterårsvejr meget af tiden, og den vejrtype fortsatte faktisk helt ind i vinteren. Det har til gengæld betydet mindre behov for snerydning.
Heldigvis, for lige omkring årsskiftet meddelte KK Service, at de ikke længere vil tilbyde snerydning af hele veje. Det foregik i et brev i en skarp tone, som afspejler entreprenørens frustration over, at ejerlauget ikke ”bare lige” kan tage sig af en kollektiv ordning for snerydning.
Det ville vi sådan set gerne, men vi må ikke pga. servitutter og vedtægters udformning.
Andre grundejerforeninger kræver typisk højere kontingent, fordi en del af pengene her går til et vejlaug, som dels varetager snerydning på veje og stier, dels sparer kollektivt op til vedligeholdelse af vejene.
Vi bliver næppe enige om på frivillig basis at etablere et vejlaug, men Holstebro Kommune kan muligvis tvinge os til det – for eksempel når vi snart skal til at tænke på udskiftning af den 28 år gamle asfalt på stikvejene. Til den tid venter der en opkrævning til hver enkelt ejendom på stikvejene, forsigtigt anslået på ca. 8-10.000 kr. pr. ejendom – netop fordi vi ikke har nogen opsparing til formålet.
Servitutter og vedtægter lyder ikke spændende. Det er det faktisk heller ikke for os i bestyrelsen. Men det er ikke desto mindre vigtigt. For hvem er det egentlig, der i sidste ende bestemmer?
En del af det fik vi fastslået sidste år, hvor bestyrelsen bad Holstebro Kommunes tekniske forvaltning om at træffe afgørelse om, hvem der har ”påtaleretten” for de forhold, som er nævnt i servitutter og vedtægter.
Svaret er, at kompetencen til at træffe afgørelser ligger hos kommunen. Så der kan man altså henvende sig, hvis man f.eks. vil vide, om man må male facaden i en ny farve.
Tilsvarende har vi haft en spøjs sag om et træ, som generede en nabo på Heimdalsvej. Det medførte en principiel debat om, hvem der ejer træer og buske og hvem der har pligt til at vedligeholde hvad. Vi vil arbejde videre på dette emne i bestyrelsen i år og forventer at udgive en skriftlig vejledning, der opridser vigtige regler for husejere i vores kvarter – påhæftet bestyrelsens fortolkning af servitutter og vedtægter, så man som husejer ved, hvad man skal forholde sig til. Kedeligt? Ja. Vigtigt: Også ja!
Ellers bliver et af de tunge emner i år: Skat. Grundværdien af fællesarealet skal fremover vurderes og beskattes med grundskyld. Vi ved desværre ikke endnu, hvor meget det drejer sig om – men der kommer en regning på et tidspunkt. Og det synes også at ligge fast, at regningen sendes til ejerlauget, der så får til opgave at kradse pengene ind hos medlemmerne via kontingentbetalingen.
Vi venter at få brev fra Skat senere i år. Så snart vi ved mere, giver vi besked til medlemmerne.
Lidt i samme boldgade, så forventer vi at blive mødt med krav fra Skat om, at vi fra næste år (2026) skal bogføre digitalt i et forhåndsgodkendt it-system. Der er dog udsigt til, at vi kan få dispensation, så måske slipper vi helt.
Blandt de mere positive ting at se frem til, så er Jysk Energi på vej rundt med fiberkabler. Igen er det noget, der giver en del ekstraarbejde for bestyrelsen, men det vil forhåbentlig øge både herligheds- og ejendomsværdien, at vi bliver koblet på den digitale motorvej. Det glæder vi os til.
Vejriste: Måbjerg Maskinstation har været rundt i gaderne og fundet 5 riste, som trænger til udskiftning. Vi har sparet op til det, så ingen panik i den anledning. Vi afventer tilbud.
Tak for godt samarbejde i bestyrelsen. Tak til frivillige og gode naboer. Og tak for ordet.
Thomas Maxe
formand for Ejerlauget Baldersvej-Ydunsvej
5. Fremlæggelse af revideret regnskab
Se regnskabet i det samlede, indscannede regnskab – Link findes under øverste punkt.
Kassereren er bortrejst, så formanden har fået fornøjelsen …
Gennemgik indtægter og udgifter.
Årets overskud: 34.886,06 kr.
Balancerer på: 161.974,05 kr.
Regnskabet
blev godkendt.
6. Kontingent
Indstilling om uændret kontingent: 800 kr./halvår.
Forventet resultat: + 2.900,- kr.
Thomas: Der har været ønske fra en yngre beboer om at gøre legepladsen lidt mere interessant. Men det er voldsomt dyrt at etablere noget, som både er lovligt og holdbart.
B35: Kanten på sandkassen er noget udsvævende. Måske man skulle kigge på det?
Thomas: Der er generelt ikke stemning for at bruge penge på legepladsen.
Y6: Skrivefejl i budgettet vedr. kontingentstørrelsen (i dagsordenen til mødeindkaldelsen).
Uændret
kontingent vedtaget.
7. Indkomne forslag
Forslag fra bestyrelsen:
Bekræftelse af beslutning fra 2022:
På generalforsamlingen i 2022 vedtog vi med stort flertal en beslutning om at betale advokaten for at hjælpe med at få tinglyst nogle særlige forhold for medlemmer i uskiftet bo. Det var et nødvendigt skridt for at få afsluttet den meget langvarige sag om tinglysning af ny kloakservitut, så Vestforsyning Spildevand formelt kunne påtage sig ejerskabet af spildevandsnettet og dertil hørende udgifter til drift og vedligehold.
På grund af en beklagelig procedurefejl var forslaget i sin tid ikke blevet sendt til til medlemmerne en uge før generalforsamlingen som foreskrevet i vedtægternes §9.
Et medlem har klaget over denne fejl og har derfor forlangt spørgsmålet til fornyet afstemning – denne gang indvarslet i god tid.
Der er tale om en udgift på i alt 11.375 kr. Pengene er brugt og allerede indregnet i det godkendte regnskab for 2022, så der er altså ikke tale om en ny udgift. Vi skal blot bede generalforsamlingen bekræfte beslutningen fra 2022, så alle formalia er på plads.
Forslaget vedtaget uden debat/bemærkninger.
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer
Formand Thomas Maxe (Y38) blev genvalgt.
Lene Hansen (Y2) blev genvalgt.
Bjarne Plath (Y68) blev genvalgt.
9. Valg af suppleanter
Eva Nissen (B35) blev genvalgt.
10. Valg af revisor
Mads Vestergaard (Y52) blev genvalgt.
11. Valg af revisorsuppleant
Peter Nissen (B35) blev valgt.
12. Eventuelt
Y16: Der bliver af og til kørt meget stærkt på stamvejen. Kan vi ikke være obs på at holde farten nede?!
Y16: Kunne man evt. lave chikaner?
Thomas: For år tilbage var man kommet så langt som til at have fået lavet tegninger til vejbump, men der var ingen tilslutning, da det viste sig at koste penge.
Y9: Venligst overhold færdselsreglerne! Også ved højre-vigepligt.
Heine: Generelt er folk gode til at samle op efter deres firebenede venner.
Skulle man være vidne til det modsatte, så ret henvendelse til personen.
B45: Ros til bestyrelsen for at være aktiv og samvittighedsfuld. Højt informationsniveau fra formanden. Tak for det!
Thomas: Tak for det – det er altid dejligt at vide, at man er påskønnet.
Generalforsamlingen blev rundet af med, at Thomas gav en kort gennemgang af boligskat: Hvad er boligskat for noget, og hvad kan det (måske) betyde for fremtidig beskatning af fællesarealet?
Thomas fremlagde først tal fra sin egen bolig, hvor han i 2023 betalte i alt 12.927 kr. i boligskat (grundskyld + ejendomsværdiskat).
Forskudsopgørelsen for samme bolig viser, at skattebetalingen i 2025 falder til: 8.481 kr. Dvs., at skattereformen har givet Thomas en årlig skattelettelse på 4.447 kr.
Flertallet af danskere betaler i dag mindre i boligskat efter reformen – og derfor skal pengene komme andre steder fra, bl.a. ved beskatning af fællesarealer.
Vores fællesareal har en potentiel grundværdi af fællesarealet på 8.856.682 kr. – udregnet som gennemsnittet af kvadratmeterprisen på vores grunde på Baldersvej og Ydunsvej.
Hvis skat tænker, det er en potentiel byggegrund, så er der fuld skrald på beskatningen; at betale 101.851 kr. årligt i grundskyld. Dvs. 1.171 kr. pr. husstand.
I bedste fald vil Skat betragte vores fællesareal som ”rekreativt område”, og så vil beløbet blive reduceret til en tiendedel.
Skulle det blive worst case, bliver det en mer-udgift på ca. 1.200 kr. pr. husstand pr. år – og sammenholdt med føromtalte skattelettelse på 4.447 kr.
Meget tyder dog på, at det slet ikke bliver så slemt – og så gjorde et medlem opmærksom på en vigtig detalje: Den nye beskatning af fællesarealer vil blive indfaset over en periode på 21 år. Dvs. at vi i første ”skatteår” kun vil blive beskattet med 4,75% af det maksimale beløb.
Alt i alt: Der er ingen grund til at sove dårligt over den her sag. Der bliver i værste fald tale om relativt små beløb – og i bedste fald vil vi de første par år slet ikke behøve at hæve kontingentet.
(Alle tal er ejerlaugets egen udregning og derfor kun vejledende – vi får brev fra Skat i løbet af 2025 – og så informerer vi nærmere til den tid)
Ordstyreren erklærede generalforsamlingen for afsluttet.
Vi ses næste år: 9. marts 2026 kl. 19 i Valgmenighedens Hus